.JPG)
Heldigvis blev der, da min mor døde tid til at være sammen,
da jeg blev indlagt sammen med hende og vi fik enestue. Vi fik sagt farvel og
healet mange usagte ord og sår vi havde imellem os i de dage, og dagen før hun
døde, sagde hun, at hun elskede mig.... og det havde hun aldrig sagt før ....
det healede det sidste imellem os.
Jeg
er taknemmelig for, at vi nåede at få den tætte tid sammen. Vi var ikke så tætte ellers og mange ting delte vi ikke med hinanden i mit
voksenliv. De oplevelser med min mor har givet mig plads til at tilgive og
senere huske, at få sagt i tide de ord jeg gerne vil sige til andre. Mit lille
barnebarn nåede jeg ikke at sige ord til, andet imens hun lå i hendes mors mave,
eller nåede at se ind i hendes levende øjne - men hun huskede mig på ved hendes
død - hvor dyrebar min egen tid og livet er, og at intet er givet på forhånd.
Det er vigtigt, at vi slipper skyld, over noget vi ikke har
fået gjort, eller noget vi har sagt. Jeg har klienter og venner, der som voksne
føler skyld overfor deres forældre, og føler skyld over, at de ikke kan ordne det og komme tæt på forældrene igen, og føler sig skyldige, eller tager dyb afstand
fra deres forældres liv, at det ikke
er der, hvor de mener, det skal være. . . eller kunne være. De føler sig skyldige over, at de ikke kan
være sammen med forældrene uden at blive vrede, bitre, bange, eller drøne lige tilbage til at være” usikre
børn”. Jeg har også klienter og venner der
som forældre føler den samme skyld
overfor deres børn, at børnene gør noget andet, end de har forventet, eller vil
noget helt andet, og at de ikke har den kontakt, som de havde håbet på. De
føler alle skyld over, ikke at kunne overskue at løse situationerne, så
de kan være sammen uden indeklemte følelser. Hvad
hvis vi ikke skal ordne det, eller ordne vores forældre, eller voksne børn? Hvad hvis vi bare skal elske dem, uden at redde dem, og kun hjælpe, når det føles
godt? Hvad hvis vi kun
skal elske hinanden, og give hinanden accept? Lytte og
bare være, når vi er sammen uden at dømme. Når vi
selv lader være med at dømme og bare er, smitter det af på de andre med tiden. Og
så elske hinanden uden at blive trukket ind i hinandens dramaer - for det er jo
den enkeltes eget drama, historier og smerte. Når vi bevidst handler sådan,
bliver det meget nemmere at være sammen på en kærlig berigende måde. Når vi tager
100% ansvar for os selv, og er kærlige overfor andre, der hvor de er.
Jeg sluttede fred med min mor og valgte at gøre det, så jeg
havde det godt med hende, og kunne holde en god tale ved
hendes kiste. Jeg havde healet min såret-hed over hendes manglende evne til at give mig, hvad jeg følte, jeg mest
havde brug for, da jeg var barn. Nogle gange er forældre eller børn ikke i stand
til, eller er der, hvor de kan elske den anden, som han/hun havde brug for at blive elsket.
Det er vigtigt at tilgive og vide, at vi alle gør det bedste vi kan, ud
for de forudsætninger vi hver især er i, både os selv, vores forældre og vores
voksne børn.... og tilgivelse er ikke det samme som accept.. Hver
dag er en gave. Vent
ikke med at fortælle en at du elsker ham eller hende. Hvis du stadig har en
chance, tag den og skab fred med din fortid. Lige
det her nu er alt, hvad vi ved at vi har her i livet, og der vi kan handle. ....Døden
er der jo en dag.
"I
have more than enough time to do everything I want. Time expands for
me." ♥
.JPG)
.jpg)